Lytteguide
Albansk iso-polyfoni forklaret
Sådan fungerer albansk iso-polyfoni: solostemmerne, den holdte drone kaldet iso, traditionens nord og syd, og hvad UNESCO siger om den.
Reserver en plads til showet ↗Hvad det er
Iso-polyfoni er albansk folksang i flere samtidige stemmelinjer, hvor et kor holder en drone nedenunder. Wikipedia beskriver det som flerlinjet sang med kordele af drone og mange regionale varianter. UNESCO siger, at den hovedsageligt fremføres af mandlige sangere og ledsager bryllupper, begravelser, høstfester, religiøse fejringer og festivaler, blandt dem folkefestivalen i Gjirokastër. Det spænd er vigtigt for lyttere: Den samme musikalske grammatik tjener både glæde og sorg, så en sangs stemning kommer fra ordene og fremførelsen, ikke fra formen.
Stemmerne
UNESCO beskriver sange bygget op af to solodele, en melodi og en kontramelodi, over en kordrone. Wikipedia angiver de traditionelle navne: marrës, den første stemme eller tageren, begynder; kthyes eller pritës, venderen, svarer; og i nogle sydlige regioner tilføjer en tredje solostemme, hedhës eller starteren, et lag, der skaber firestemmig sang. Firestemmig sang beskrives som en specialitet i Labëria. Når du lytter, så prøv at følge den første stemme, derefter svaret, og betragt resten som et væv omkring dem.
Dronen kaldet iso
Ordet iso giver traditionen dens navn. UNESCO siger, at det er beslægtet med ison i byzantinsk kirkemusik, den drone der ledsager sangen. Blandt toskerne i syd er dronen kontinuerlig og synges på stavelsen e, mens sangerne forskubber deres vejrtrækning, så tonen aldrig stopper. Blandt laberne synges den nogle gange som en rytmisk tone til sangens ord. Wikipedia tilføjer, at varianter uden drone er sjældne i dag, og at sangerne råber sætninger som Béni iso, der betyder lav dronen.
Nord og syd
UNESCO opdeler albansk folksang i to brede stilistiske grupper: ghegerne i nord og toskerne og laberne i syd. Den mest kendte polyfoni tilhører syden. Wikipedia oplister fire sydlige regioner med deres egne stilarter, Lalëria eller Myzeqe, Toskëria, Çamëria og Labëria, og nævner en beslægtet form i nordlige områder som Peshkopi og Malësia. Én stil, pleqërishte, synges af mænd i Labëria omkring Gjirokastër og er præget af et langsomt tempo, lav tonehøjde og lille toneomfang.
Hvor gammel er den?
Ingen kan datere den præcist. Wikipedia siger, at rødderne måske ligger i den flerstemmige vajtim, en sydlig klagesang for de døde, og at mange forskere placerer traditionen i den thrako-illyriske æra med henvisning til træk som dens pentatoniske struktur og dens råb og skrig. Det er et argument ud fra musikalsk evidens, ikke en dokumenteret historie, så behandl påstanden om stor oldtid som en teori. Det, der er dokumenteret, er feltarbejdet og festivaloptegnelserne: Gjirokastër National Folklore Festival har haft polyfoniske sange siden 1968.
En tradition under pres
UNESCO proklamerede albansk folkemusikalsk iso-polyfoni i 2005 og indskrev den på sin repræsentative liste i 2008. Samme post advarer om trusler: fattigdom, mangel på juridisk beskyttelse og økonomisk støtte samt unges migration fra landsbyer til byer og udlandet. Overleveringen, hedder det, hviler nu på professionelle folkekunstnere snarere end på familien. Det er en del af grunden til, at en iscenesat aften som Albanian Night betyder noget, og til at det er værd at lytte efter dronen, før solostemmerne begynder.
Hør det live i Tirana
Tiranas turistkontor beskriver, hvordan Albanian Night bruger traditionen. Midt i det iscenesatte bryllup skifter stemningen pludselig, og brylluppet viger for en sørgescene sunget i polyfoni uden instrumenter. Kontoret opfordrer lytterne til at overveje, hvorfor denne slags musik blev et UNESCO-kulturarvselement. Forbered dig ved at genkende de tre lag beskrevet ovenfor: forsangerstemmerne, svaret og dronen. Du vil sandsynligvis bemærke dronen sidst, fordi den ligger under alt, men når du først hører den, kan du ikke holde op med at høre den.
Kilder